PROGRAM
NEPAL
d e n 1 4 . - 2 4 . o k t o b e r
-
Du mødes med hele holdet i Kastrup Lufthavn, og sammen sætter I jer på flyet mod Kathmandu.
I Kathmandus lufthavn står jeg klar til at tage imod dig og de andre. Luft, lyde og liv vælter ind over dig, når du lander i Kathmandu. Byen er hellig, kaotisk og dragende på samme tid. Du skal vænne dig til trafikken, til duftene, til templernes klokkeklang, til nye blikke og mødet med et nysgerrigt ‘Namaste’.
Efter et kort visit – bare rolig vi vender stærkt tilbage hertil i slutningen af rejsen – drager vi mod Pokhara. Vi tager bussen gennem det nepalesiske landskab, en oplevelse i sig selv. Vejen snor sig forbi små landsbyer, rismarker og floder, før vi når frem til Pokhara.
-
I Pokhara er tempoet anderledes, luften friskere. Søens overflade spejler Himalaya-bjergene, der venter forude. Her er der plads til både fællesskab og fordybelse. Vi laver forskellige aktiviteter, hygger og forbereder os mentalt på det trek, vi snart skal ud på.
-
Så er det tid til et af rejsens store højdepunkter: trekket mod Mardi Himal Base Camp. Rygsækken pakkes, støvlerne snøres, og så går vi opad, gennem grønne skove, små bjerglandsbyer og længere og længere op i bjergene.
Vi er på trek i fem dage, hvor vi undervejs vil opleve, at landskabet ændrer sig. Trægrænsen bliver lavere, luften lidt tyndere, og udsigterne vildere. Hvis vejret tillader det, vågner vi nogle morgener til synet af Machapuchare – det hellige bjerg, der aldrig er blevet besteget, og som ligner en hajfinne skåret ud i himlen.
Trekket handler ikke om at komme hurtigt frem, men om at være til stede lige dér. At gå sammen. At mærke kroppen arbejde. Vi sover i tehuse, spiser simple måltider og falder ind i et roligere tempo.
Når vi står ved Mardi Himal Base Camp, lover jeg, at det ikke kun er udsigten, der tager pusten fra os. Det er også følelsen af at have bevæget sig – både fysisk og mentalt. Måske er det lige netop her, at Nepal for alvor sætter sig fast i dig.
Efter trekket vender vi tilbage til Pokhara for et par velfortjente dages afslapning.
-
Efter dagene i bjergene og oplevelsen af at have udfordret kroppen, venter en anden form for fordybelse. Vi vender tilbage til Pokhara, hvor et lille yoga- og soundhealingretreat giver os tid til at lande og restituere.
Omgivet af grønne bakker i Sedi Heights sænker vi tempoet.
En dag kan for eksempel se sådan ud:
06.30 Cleansing-ritual
07.00 Pranayama, yoga og meditation
09.00 Morgenmad
Fritid til at læse, gå en tur mod byen eller nyde naturen
11.00 Sound healing session
13.00 Frokost
17.00 Shake the Dust
19.00 Aftensmad
20.00 Meditation
Retreatet bliver et naturligt åndehul på rejsen. En overgang mellem bjergenes fysiske udfordringer og de sidste dage, hvor vi igen vender tilbage til Kathmandu.
-
Efter retreatet vender vi tilbage til Kathmandu. Denne gang med tiden til at gå på opdagelse i byen. Vi besøger Kathmandu Durbar Square, hvor templer og paladser vidner om Nepals historie, og hvor livet leves side om side med det hellige. Vi bevæger os op til Swayambhunath – også kendt som Monkey Temple – hvor udsigten over dalen giver en fornemmelse af byen størrelse g liv.
Måske farer vi lidt vild i Thamels små gader, finder de sidste souvenirs og deler en kop masala te, mens vi samler trådene.
Kathmandu bliver på den måde både begyndelsen og afslutningen. Byen, der tog imod os med larm og liv, møder os igen , men vi oplever den måske anderledes nu. Med flere nuancer. Med mere ro.
Bemærk: Dette er det foreløbige program. Der kan komme mindre ændringer undervejs, fx hvis vejret driller, eller vi støder på uventede udfordringer.
Du kan læse mere om, hvad der er inkluderet i rejsens pris her.